Madfattigdom
I Danmark har alle adgang til mad, men det er ikke alle, der har råd til at købe den mad, de har behov for.
Madfattigdom er vendt tilbage
”Vi kunne aftage mange gange mere mad end det, vi får fra jer nu. I dag var et klassisk eksempel - kl. 13 satte vi de varer frem, som fødevareBanken var kommet med, og fem minutter efter var det hele stort set taget. Alt er altid væk på under et kvarter, og det er som regel alligevel kun de 15-20 første, der når at få noget.”
Socialrådgiver Helle Kjems, krisecentret Egmontgården på Østerbro
I Danmark er der mennesker, for hvem en tilstrækkelig, sund og nærende kost ikke er en selvfølge, fordi der simpelthen ikke er råd til det. Det er en broget skare mennesker - enlige fædre og mødre, familier der er sat på gaden, eller folk uden det store netværk at trække på, når økonomien strammer til - men fælles for dem er, at deres budget ikke rækker både til sko, tandlægeregninger og sund kost samtidig.
Fælles er også, at de ikke optræder i en samlet opgørelse nogen steder. Den velfærdsstat, Danmark opbyggede i 60erne, udryddede problemer med at få noget at spise. Derfor har vi heller ikke haft et dansk ord for det, som WHO kalder food security - "tilstrækkelig, sikker og ernæringsrigtig mad, som møder [folks] kostmæssige behov og præferencer for at opretholde et aktivt og sundt liv” (WHO, 2010, Food Security). Og derfor er madfattigdom et sort område i de danske statistikker.
Højere priser, lavere indtægter
Men vi er efterhånden også nødt til at tage begrebet alvorligt i Danmark. For det er derude - det kan vi se, når vi kører rundt. Den korte forklaring er, at priserne er steget, uden at overførselsindkomsterne, som de fattigste danskere lever af, er fulgt med.
Under fødevarekrisen 2007-2008 steg de mest almindelige fødevarer med op til 14 procent, og de er ikke faldet igen siden. Prisen på mad i dag er den højeste, siden FNs fødevareorganisation FAO begyndte at måle i 90erne. Men overførselsindkomsterne er blevet på samme niveau, og der er tilmed indført nye, lavere takster for bestemte grupper.
Et almindeligt dansk madbudget hos en gennemsnitsfamilie koster en tiendedel af den samlede indtægt før skat og husleje. Men for de fattigste vil den samme diæt æde mellem en tredjedel og en fjerdedel af indtægten før skat og husleje. Madkassen er som regel den eneste udgift, man kan skrue op og ned for, så når der skal gøres plads i budgettet til nye støvler, begynder man i første omgang at købe mindre varieret og dårligere varer. I Københavns kommunes fattigdomsrapport fra 2006 taler nogle forældre ligefrem om ”sultedage” sidst på måneden, hvor de simpelthen afstår fra at spise, for at børnene kan få ordentlig mad.
Men området bliver ikke undersøgt, og derfor kan vi ikke sige, at præcis så og så mange mennesker lider af madfattigdom. Men vi kan se det hver dag, når vi kører ud.
