Ofte stillede spørgsmål
Hvad gør fødevareBanken?
fødevareBanken er en dansk non-profit organisation. Vi indsamler og videredistribuere fødevarer, som er i overskud og doneret fra vores samarbejdspartnere i fødevarebranchen. De donerede fødevarer leveres direkte til hjælpeorganisationer i København og omegn.
Hvem er jeres samarbejdende hjælpeorganisationer?
I princippet alle non-profit organisationer, projekter og programmer i Danmark, som er i direkte kontakt med socialt udsatte og fattige børn og børn såvel som voksne. Vi donerer mad til sociale bofællesskaber, varmestuer, herberger, mødregrupper, natcaféer, mobile caféer, morgencaféer, krisecentre for kvinder, mænd og unge, sociale børneklubber, folkekøkkener og andre aktiviteter, som tjener samfundets nødlidende.
Hvordan kan min hjælpeorganisation blive medlem og få fødevarer?
Processen er simpel. Man ansøger om medlemskab. Efterfølgende mødes vi for at se nærmere på forhold og behov, så vi sammen kan finde den bedste løsning.
Kan fødevareBanken imødekomme særlige kulturelle og religiøse krav om håndtering af fødevarer?
Ja, af sikkerhedsmæssige årsager gør vi alt for at forhindre, at de forskellige fødevarer kommer i kontakt med hinanden. Vi ser det derfor ikke som en hindring også at kunne leve op til særlige krav om adskillelse af eksempelvis svinekød og andre former for kød, eller adskillelse af veganske og animalske fødevarer - så længe førevarerne håndteres sikkert. Danmark er beboet med forskellige kulturer og trosretninger, og vi arbejder tæt sammen med hjælpeorganisationerne i forsøget på at imødekomme og tage hensyn til, at de fødevarer vi viderebringer ikke går imod religiøse overbevisninger og kulturelle forhold. Hjælpeorganisationer vil derfor aldrig blive tilbudt fødevarer de ikke ønsker.
Er fødevareBanken en national organisation?
Det er vores mål at kunne servicere alle landets hjælpeorganisationer flere gange om ugen. I etableringsfasen har vi fokus på at skabe de bedste rammer for at få den nødvendige tillid fra vores samarbejdspartnere. Vi har derfor begrænset os til kun at servicere hovedstadsregionen i etableringsfasen. Vi arbejder på at finde de helt rigtige pionerer, partnere og organisationer, som vil hjælpe med at løfte opgaven i andre dele af landet. Vort sigte er ét varehus i hver region i løbet af få år.
Har fødevareBanken et politisk standpunkt eller et religiøst tilhørsforhold?
Nej, vi tilhører ikke nogen religiøs retning eller politisk ideologi. Vi byder alle velkommen og respekterer alle, uanset etnisk baggrund, politisk overbevisning, trosretning, seksuel orientering, køn og alder. Vi tillader os dog at involvere os i den offentlige debat omkring spørgsmål, som har en indflydelse på fødevareBankens virke og de samfundsgrupper, vi har som målsætning at hjælpe.
Er det bedre at give penge end at donere fødevarer?
Begge dele er lige gode. Fødevarer bliver distribueret direkte til hjælpeorganisationerne, og de økonomiske donationer bliver brugt til at dække de operationelle udgifter i forbindelse med indsamling og distribution.
Hvilke fødevarer kan jeg donere til fødevareBanken?
fødevareBanken kan acceptere en bred vifte af fødevarer, så længe de kommer fra registrerede virksomheder og er godkendt af Fødevarestyrelsen. Vi modtager fødevarer som er friske, nedkølede, frosne, tørrede og er indpakkede i dåser, i glas og flasker. Vi modtager sunde og hele fødevarer, som stammer fra regulære fødevarevirksomheder, supermarkeder, grossister, restauranter, grønthandlere og markeder. Alle fødevarer skal være inden for holdbarhedsdatoen. Frugt og grønt der ikke har holdbarhedsdato skal være friskt og spiseligt.
Kan jeg donere madrester?
Nej, fødevareBanken modtager ikke madrester som stammer fra servering eller har været serveret, eller fødevarer som stammer fra virksomheder, som ikke er registreret hos Fødevarestyrelsen. Vi modtager heller ikke rester fra buffeter eller fødevarer som har været opvarmede eller tilberedt mere end én gang. Fødevarer som vores chauffør finder uegnede eller usikre, tager vi heller ikke imod.
Hvad med fødevaresikkerheden?
Vi tager vores håndtering af fødevarer yderst seriøst. Vi har et tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen og alle chauffører og frivillige, som kommer i direkte kontakt med fødevarer, har fået den nødvendige uddannelse i fødevarehygiejne som udføres af Bureau Veritas.
Jeg vil gerne donere fødevarer, men er det sikkert?
Vi har sat velgørenhed i system’ og dette system får man fuld indsigt i, når man som fødevare-donor etablerer et partnerskab med fødevareBanken. At donere fødevarer kræver tillid til bindeleddet, og derfor er vi åbne om vores arbejdsrutiner og slækker ikke på kvaliteten, kontrollen og kravene. Men vi er villige til at samarbejde og tilpasse os til individuelle løsninger. Ring på 31 21 00 29 for at aftale et møde om en demonstration
Jeg skal arrangere et større arrangement, via et cateringfirma. Kan fødevareBanken modtage de overskydende fødevarer?
Vi hjælper gerne, men det forudsætter, at der er lavet en forhåndsaftale om afhentning, og at fødevarerne er håndteret af professionelt personale og kokke. Vi anbefaler, at du tager en samtale med os forinden, så vi kan gennemgå mulighederne.
Kan private donere fødevarer?
fødevareBanken kan modtage og acceptere 'lav risiko'-fødevarer, som er indsamlet og doneret af privatpersoner. Se mere om vejledning, tips og ideer under Donationer.
Er det ikke besværligt at donere mad?
Den tid, det tager dig at smide det overskydende mad ud, er lig med den tid, det tager os at pakke maden og gøre den klar til donation. fødevareBanken tager sig af registrering, vi afhenter som aftalt og giver dig de nødvendige informationer og værktøjer. Som donor modtager du samtidig regelmæssige rapporter.
Jeg vil gerne donere fødevarer. Vil jeg blive holdt ansvarlig, hvis nogen bliver syge af de donerede fødevarer og er jeg beskyttet mod erstatningsansvar?
Takket være den danske lovgivning om fødevaresikkerhed og krav om egenkontrol, overtager fødevareBanken ansvaret fra det øjeblik, du donerer dine fødevarer. Via vores egenkontrol skal vi afgøre, om vi kan modtage de donerede varer. I det øjeblik, vi overdrager fødevare-donationerne til hjælpeorganisationen er det deres egenkontrol, som skal afgøre om de ønsker at modtage de enkelte varer. Dermed overtager den enkelte hjælpeorganisation det endelige ansvar. Ligeledes sørger vi for optegnelser over alle donationer, og hvor de leveres. Dette sker for at sikre en hurtig og effektiv sporbarhed. fødevareBankens arbejdsrutiner er et resultat af 25 års praktiske erfaringer fra fødevarebanker rundt omkring i verden. Al personale tilknyttet fødevareBanken og som er i direkte kontakt med fødevarer, er fødevarecertificeret i henhold til Fødevarestyrelsens lovpligtige programmer. Vi bliver derudover løbende kontrolleret af Fødevarekontrollen og uvildige auditører med speciale indenfor fødevaresikkerhed
Kan jeg hjælpe som frivillig?
Vores mest værdifulde aktiv er den indsats, som ydes af de frivillige. Mange af vores initiativer bliver holdt i gang på grund af den tid og energi som du og andre frivillige vælger at bidrage med. Vi har brug for både praktisk hjælp og inspiration til at videreudvikle os. Vi har brug for fødevareindsamlere, chauffører, hjælpere til kontoropgaver og meget mere. Læs mere om, hvilke muligheder der er. Vi vil elske dig for at donere din tid til vores gode sag.
Har fødevareBanken brug for økonomisk støtte?
Absolut, fødevareBanken er 100 procent afhængige af generøsiteten blandt private personer og virksomheder. Dine økonomiske donationer vil blive brugt direkte til at dække de operationelle udgifter (lønninger, husleje, diesel, leasing af kølebil, kontor og lager vedligeholdelse, rengøringsartikler og meget mere). Omkostninger, som er nødvendige for at fødevareBanken kan omsætte vores ord til praksis.
Er fødevareBankens budgetter og årsregnskaber offentlige?
Absolut ja. Det står både i fødevareBankens vedtægter og i vore etiske principper, at disse skal være åbne for offentligheden. Vi er således altid åbne for ideer til, hvordan vi kan gøre fødevareBanken endnu mere økonomisk rentabel. Det er ikke nogen hemmelighed, hvordan vi bruger den økonomiske støtte, som vi modtager, og at vi kun kan drive fødevareBanken via disse midler.
Hvorfor har I lønnet personale i fødevareBanken?
For at fødevareBanken kan nå ud til flest mulige mennesker, er det nødvendigt at vi kan følge åbningstider i fødevarebranchen og blandt hjælporganisationer. Det er i disse dagtimer, vi udfører vort daglige arbejde, så det er nødvendigt med et lille team af dedikerede nøglemedarbejdere, som besidder den nødvendige specialviden, sikrer vor høje kvalitet og sørger for at vi er effektive og eksisterer i morgen. For at kunne holde vores lønomkostninger nede, gør vi brug af frivillige til vores mange administrative og logistiske opgaver. Mange af vores daglige opgaver og funktioner er ikke anderledes end en almindelig virksomhed.


